Kongepython sanser


Konge pyt­ho­nens sanser

Slan­ger­nes udvik­lings­hi­sto­rie omfat­ter en mange mil­li­o­ner år lang udvik­lings­pe­ri­ode, hvor de også levede under jor­den. Der­for har nogle af deres san­se­or­ga­ner også udvik­let sig meget ander­le­des end hos mange andre dyr. Som kom­pen­sa­tion for et dår­ligt syn er nogle af deres andre san­ser yderst for­fi­nede, og nogle af slan­ger­nes san­ser til regi­stre­ring af bytte og omgi­vel­ser fin­der man kun hos disse dyr, og er ene­stå­ende i dyreverdenen.

Synet

Konge pyt­ho­ner har lod­rette pupil­ler, der i stærkt lys, kan trække sig sam­men til en smal sprække så net­hin­den beskyt­tes, hvil­ket er typi­ske for natte aktive slan­ger, og i mørke bli­ver spræk­ken større så net­hin­den kan opfange meget mere af det svage natte lys. Slan­gens øjne er dæk­ket med en slags “bril­ler” som er en del af ham­men, og som skif­tes hver gang slan­gen skif­ter ham. Dette ville svare til, at vi men­ne­sker altid havde luk­kede øjne, men at vores øjen­låg var gen­nem­sig­tige. Denne “brille” sid­der som en beskyt­tende skal hen over øjet, dette har flere ind­ly­sende for­dele for slan­gen, øjet tørre ikke ud, og når øjets over­flade er tør er det der­for langt let­tere at holde det støvfrit, og at sand og andet ikke kom­mer i direkte kon­takt med horn­hin­den. Selve synet er mere base­ret på at regi­strere bevæ­gel­ser i slan­gens umid­del­bare nær­hed, end på læn­gere afstande, og konge pyt­ho­ner har ikke et syn der er direkte base­ret på et sam­syn som visse træle­vende slægt­ninge, men er snare mere base­ret på et godt og bredt syns­felt. Man ser ofte at slan­ger hæver hove­det og en del af hal­sen fra under­la­get straks, hvis de bli­ver klar over, at noget er i gære, dette giver dem straks et langt bedre over­blik over omgi­vel­serne. Men syns­san­sen er ikke sær­ligt vel­ud­vik­let i for­hold til mange andre dyrearter.

Hørel­sen

Slan­ger har ikke et ydre øre, men har sta­dig rester af et rudi­men­tært øre, blandt andet har den sta­dig stig­bøj­lek­nog­lerne i behold, som over­føre sving­nin­gerne til det indre øre, stig­bøj­lek­nog­len er vok­set fast på led­bensk­nog­len til under­kæ­ben, så slan­gen kan “høre” fod­trin og svage rystel­ser i jor­den og utvivl­s­omt også lavfre­kvente luftbårne lyde, når blot under­kæ­ben er i kon­takt med under­la­get. Sving­nin­gerne eller lydene, over­fø­res derpå via under­kæ­ben, led­be­net og stig­bøj­len til det indre øre.

Lug­tesan­sen

Konge pyto­ne­ner har to næse­bor for­rest på over­si­den af snu­den og kan lugte bytte og dufte som alle andre dyr, men udover det har de også en langt mere effek­tiv måde hvor­med de kan lugte eller måske nær­mere smage dufte på, alle der har set en slange på nær­mere hold, ved at denne har en kløf­tet tunge som den spil­ler liv­ligt med, selv ved den mind­ste for­styr­relse. Dette gør den fordi, at den oppe i ganen, har et gan­ske sær­ligt organ, der kal­des det Jacob­son­ske organ, som er to fol­der eller for­dyb­nin­ger i ganen, som hver er spæk­ket med duft/smags recep­to­rer, og når den træk­ker tun­gen til­bage i mun­den efter at have spil­let med den, stik­ker den tun­ge­spid­serne op i disse fol­der og over­føre her de opfan­gede duft­mo­le­ky­ler til disse meget føl­somme recep­to­rer, på denne måde kan en slange følge et afsat duft spor meget nøje, ved at alt et byt­te­dyr har rørt, sat fod på, eller blot strej­fet, vil der blive afsat duft­mo­le­ky­ler på.

Var­me­gru­berne

Konge pyt­ho­ner har i alt ti var­me­gru­ber som sid­der for­delt i over­læ­ben, for­rest på snu­den og omme på siderne, i under­læ­ben er det lidt for­skel­ligt hvor mange de har, men som regel én — to på hver side bagerst ved mund­vi­gen, men jeg har også set enkelte hvor disse enten helt mang­ler eller hvor der endda er tre på hver side, disse er meget vig­tige san­se­or­ga­ner til ret­nings bestem­melse især ved underjor­disk byt­te­søg­ning eller i total mørke. Var­me­gru­berne er i bun­den beklædt med et tyndt cel­lelag, med mange varme føl­somme recep­to­rer, og er hver især for­bun­det til hjer­nen så den kan ret­nings­be­stemme nøj­ag­tigt, hvor byt­te­dy­ret befin­der sig, ved at bruge de infor­ma­tio­ner disse var­me­gru­ber giver hver især kan den bruge denne sans som en slags infrarød radarscan­ner, hvor­med den kan skanne omgi­vel­serne for selv meget små tem­pe­ra­tur­for­skelle, og der­ved spotte byt­te­dyrs var­me­af­gi­velse i for­hold til omgi­vel­serne. Det er bevist at visse slange arter med sik­ker­hed, kan regi­strere en tem­pe­ra­tur­for­skel i for­hold til omgi­vel­serne på helt ned til 0.2grader alene ved hjælp af varmegruberne.

Følesan­sen

Selv om en konge pyt­ho­nens tag­lagte skæl helt dæk­ker huden, og i det yder­ste lag består af et gan­ske tyndt lag dødt keratin (som vores negle og hår) og der­med er uden ner­ve­t­råde, er de alli­ge­vel i stand til at føle selv den aller­mind­ste berø­rin­ger, som f.eks. hvis man tager et enkelt men­ne­ske­hår, og køre dette hen af dens skæl.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>